Ålen findes vidt udbredt i vores kystfarvande, i alle vores vandløb og i stort set alle danske søer, hvis de har forbindelse til havet, enten permanent eller periodisk. Tætheden af ål er i dag meget mindre end for 30-40 år siden, men ålen findes som sagt fortsat vidt udbredt. I dag kan man således stort set fange ål de samme steder som tidligere, blot ikke så mange som førhen.
Da ålen overvejende er nataktiv, foregår det meste fiskeri efter ål i perioden fra sidst på dagen til efter solopgang. Da ålen endvidere ophører med at tage føde til sig og går i dvale om vinteren, foregår alt fiskeri efter ål i sommerhalvåret (typisk april-november).
Fiskeri i søer og vandløb
Ålens fødevalg og dens måde at søge føde på betyder, at næsten alt lystfiskeri efter ål foregår med en eller anden form for naturlig agn. Agnen kan være alt muligt indenfor denne genre, lige fra den traditionelle regnorm over larver eller lignende til agnfisk såvel som rejer og indvolde. Ålen har en ekstremt god lugtesans. Det er derfor meget vigtigt, at ens fingre ikke lugter af eksempelvis benzin, nikotin eller andre stærkt lugtende stoffer, når man sætter agn på krogen.
Fiskeriet foregår altid ved bunden, hvor ålen søger sin føde. Der anvendes et bundtackle med eller uden vægtbelastning. Da ålen er meget forsigtig, er løs line en nødvendighed.
Tidligere anvendte man ofte en såkaldt tat til fiskeri efter ål. Det er en større klump regnorm, der enten er trukket på sytråd og snoet til en kugle eller anden agn puttet i en gammel nylonstrømpe. Tatten fæstnes for enden af en kort line, der er bundet til en passende stang. Tatten sænkes ned på bunden og holdes præcist dér med stram line. Når en ål begynder at æde af tatten, hæves stangen roligt, og ålen hænger fast i sytråd/nylonstrømpe med sine spidse bagudrettede tænder. Stadig roligt løftes ålen ud af vandet og ind over en spand eller balje, hvor den rystes af. Ofte falder fisken af, inden man når så langt.
Tatning i søer foregår ofte fra båd, der så kan fungere som spand/balje. I åer tattes der ofte fra bredden, og taber man her ålen i græsset, er den lynhurtigt væk i mørket.
Fritidsfiskere og lodsejere har i ferskvand tilladelse til at anvende ruser og langliner i perioden fra 1. august til 15. oktober. Erhvervsfiskere har noget videre rammer (se nedenfor). Ålekister anvendes fortsat visse steder, men forventes at ophøre som led i forvaltningsplanen for ål (en ålekiste er en slags ruse bygget i faste materialer, f.eks. sten, beton og træ, som ofte opstilles ved opstemninger og lignende).
Fiskeri i saltvand
Lystfiskeri efter ål i saltvand adskiller sig metodemæssigt ikke ret meget fra fiskeri i ferskvand. Også her anvendes en form for bundtackle. Agnen er som regel sandorm, børsteorm eller rejer, men også regnorm eller agnfisk, f.eks. sild eller lignende kan bruges. Fiskeriet kan foregå på lavt vand ved kysten, f.eks. i områder med ålegræs. Men meget ofte drives fiskeriet ved høfder eller i havne, hvor ålen om dagen kan søge skjul blandt de store sten i høfden eller en mole. Tatning kan også drives i saltvand.
Fritidsfiskere kan anvende ruser og langliner som de eneste tilbageværende redskaber til ålefangst i en afgrænset periode. Pæleruser samt mange andre tidligere anvendte metoder er ikke længere tilladt. Læs mere om regler for fiskeri efter ål
Af Søren Berg og Michael Ingemann Pedersen, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer