Et nyt feltstudie med udsat lakseyngel i Kongeåen har belyst hvilke forhold, der om sommeren er optimale for lakseynglens valg af levesteder og overlevelse i danske vandløb. Variation, god vandhastighed og vanddybder under en meter er vigtigst.
Her i landet har der oprindelig været naturlige laksebestande i en del jyske vandsystemer, men i dag er der kun naturlige bestande i nogle af vandløbene i Vestjylland, idet bestandene i Gudenåen og flere andre vandløb er uddøde som følge af menneskets påvirkning.
Vores vigtigste viden om laksens krav til vandløb stammer primært fra Nordskandinavien, Canada og De Britiske Øer, men for de danske vandløb er både klima og geologiske forhold, herunder faldforhold, helt særegne. Resultaterne fra en ny undersøgelse af lakseyngel i Kongeåen giver os nogle af de oplysninger, vi hidtil har manglet på området. Det er håbet, at resultaterne vil indgå i planlægningen af nye tiltag, der kan forbedre de danske laksebestande.
Undersøgelsen blev gennemført af daværende specialestuderende ved DTU Aqua i Silkeborg, nu cand. polyt., Rikke Lock Harvig, i samarbejde med Danmarks Center for Vildlaks og var en del af Rikkes kandidatuddannelse i Akvatisk Videnskab og Teknologi på DTU.
Undersøgt i sommeren 2014
I maj 2014 blev der udsat 100.000 stk. lakseyngel på 12 stryg i Kongeåen ved Foldingbro. Ynglen var ca. 2 cm lange.
I juli, hvor det meste yngel var 6-8 cm lange, undersøgte Rikke Lock Harvig ynglens valg af levesteder og overlevelse ved hjælp af elektrofiskeri på 12 udvalgte stryg. Her blev variationen af de fysiske faktorer (fx planter, dybde, bredde, underskårne brinker, vandhastighed, substrat osv.) nøje beskrevet. Faktorerne blev sammenlignet i en større analyse, hvor naturligt forekommende ørredyngel også indgik. Desuden blev to stryg i den nærliggende Hjortvad Å (tilløb til Ribe Å) også inddraget, hvor der er naturlig yngel af laks fra gydning.
Lakseynglens valg af levesteder
Selvom lakseynglen var kunstigt opdrættet og udsat, klarede den sig overraskende godt i Kongeåen.
Flere faktorer viste sig at spille en vigtig rolle for lakseynglens overlevelse, blandt andet vandhastighed, god variation i vegetationen med strømrender og en varieret bundstruktur med forskellige størrelser grus og sand.
Lakseynglen foretrak groft grus (32-64 mm) og sten (64-128 mm). Grus af anden størrelse, større sten og sand viste sig at være mindre betydningsfulde.
Generelt foretrak lakseynglen at stå i åbent vand over grus, men tæt på vegetation. Organisk materiale og silt (fine jordpartikler) var en forhindring for lakseynglens trivsel.
Resultaterne peger på, at det generelt er vigtigt med stor naturlig variation (biodiversitet) på strygene. Omvendt er for høj vanddybde (over en meter) og for meget vegetation (over 70% af stryget) negativt.
Undersøgelsen viste desuden, at lakseyngel foretrækker klart vand med højere hastighed end ørredynglen. Desuden var lakseynglen mere jævnt fordelt over stryget i forhold til ørredynglen, som ofte stod i grupper. Andre undersøgelser af ørredynglens valg af levesteder har til sammenligning vist, at ørredynglen foretrækker levesteder tæt på vandløbets bredder om foråret.
Kongeåen. Undersøgelsesområdet er markeret med de to røde streger.
Anbefalinger
Undersøgelsen viser, at lakseynglens krav til vandløbet er anderledes end ørredynglens, og at den fx findes spredt på strygene, hvor ørredynglen mest findes ved bredden. Ifølge undersøgelsen er den mest negative parameter for forekomst af lakseyngel vanddybder over en meter. Derfor bør der i laksevandløb tages særlige hensyn til lakseynglens miljøkrav, når vandløb skal retableres, restaureres og vedligeholdes.
Ideelt set vil en god lakseyngel-habitat være et stryg med groft grus, sten og god strømhastighed. Bunden skal have et skiftevis dække af gydegrus eller sand og planter, som giver både strøm og skjul til lakseynglen.Nænsom eller ingen grødeskæring med naturlig variation i artssammensætningen af vandplanter anbefales derfor, da undersøgelsen også klart viste, at planter, som fremkommer under for meget grødeskæring (monokultur som fx pindsvineknop), påvirker lakseynglen negativt. Et naturligt fald på strygene samt et slynget og varieret forløb vil kunne skabe en god vandhastighed og dermed den nødvendige variation hen over vandløbets bund.
Desuden anbefales det, at der ikke er for mange græssende dyr for tæt på brinkerne, da dette kan ødelægge brinken og give en masse sand- og jordpartikler i vandet (silt), hvilket lakseynglen tydeligt mistrivedes i.
Undersøgelsen viste desuden, at det er muligt at elfiske på stryg i større åer med relativ høj effektivitet. Det bør derfor overvejes, om elfiskeri skal indgå i større grad som arbejdsredskab i fremtidig monitering.
Sidst men ikke mindst var det første gang, at små lakseyngel på ca. 2 cm blev udsat i et større forsøg. Da meget af ynglen overlevede, bør det overvejes, om der skal udføres flere udsætninger på lavvandede stryg i dette tidlige livsstadie.
Ørred på 5 cm og laks på 6 cm. De tydeligste forskelle er, at laksen har et stort øje, meget store brystfinner, lysere finner, en mere slank halerod og en kløvet halefinne.
Mere information
Af Rikke Lock Harvig, civilingeniør i akvatisk videnskab og teknologi