Skjern Å ved udløbet fra Karstofte Å

Rekordstort antal laks i Skjern Å

lørdag 17 jan 09
|

I 2008 var bestanden af laks i Skjern Å på ca. 3.000 laks, hvilket er rekord i nyere tid.

Som led i en undersøgelse af de danske laksebestande har DTU Aqua, Sektion for Ferskvandsfiskeri i efteråret og vinteren 2008 gennemført en undersøgelse af laksegydebestanden i Skjern Å. Undersøgelsen viste, at opgangen til åen var cirka 2.500 gydelaks. Dertil skal lægges lystfiskerfangsterne på 501 hjemtagne laks.

Udover at måle gydebestandens størrelse undersøgte DTU Aqua også laksenes adfærd og gydeområder ved hjælp af radiotelemetri. Dette foregik ved at 60 opgangslaks blev fanget i oktober måned i Skjern Å og udstyret med radiomærker, hvorefter de blev genudsat. Undersøgelsen, som stadig er i gang, vil blive afrapporteret i løbet af foråret 2009.

I alle de danske laksevandløb er der siden midten af 1990'erne, i relationen til laksebestandene, sket omfattende tiltag i form af regulering i fiskeriet samt ændringer af opdræts- og udsætningsgrundlaget og fjernelse af dambrugsopstemninger.

Laks fra Skjern Å
Radiomærkning af laks. Foto Dansk Center for Vildlaks som bistod ved undersøgelsen.

For at vurdere effekterne af disse tiltag på laksebestandene og for at vurdere bestandenes udvikling i forhold til målet, som er beskrevet i National forvaltningsplan for laks, er det nødvendigt at følge laksebestandenes udvikling. Monitering af gydebestanden hos laks er en velegnet metode til undersøgelse af dette, da den er et direkte mål for laksebestandens størrelse og status.

DTU's mål er, at opgangen af laks i de fire danske vandløb, hvor der endnu findes oprindelige laksebestande - Storå, Skjern Å, Varde Å og Ribe Å - i fremtiden bliver undersøgt én gang hvert 4. år. 

Skjern Å på den restaurerede strækning

Af Anders Koed, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressoucer  

 

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/2009/01/090117_rekord_gydebestand_laks?id=cc5e9551-c557-4cee-b374-47242b26af59
23 NOVEMBER 2024