Blåmusling

Udseende

Blåmuslingen er navngivet efter sin karakteristiske mørkeblå skal. Yngre muslinger kan dog have en lysebrun eller grønlig skal med striber. På indersiden af skallen varierer farven fra lyseblå til hvid og har typisk et skær af perlemor. 

Muslingernes kød kan variere i farven og kan være kraftig orange eller cremefarvet. Ofte er hunnerne mere orange, mens hannerne er lysere og mere cremefarvet. Det gælder dog ikke for alle blåmuslinger. 

Blåmuslingen består af to skaller, der er spejlbilleder af hinanden. Skallerne er tilspidsede i den ene ende. Denne ende kaldes forenden eller skalspidsen og er den ældste del af skallen. Området, hvor skallen er vokset ud fra, kaldes umbo. Alle muslinger har en umbo. Den anden ende af skallen er bredere og buet. Dette er muslingens bagende. 

Muslingen har en stor muskel ved bagenden og en mindre muskel ved forenden. Begge muskler hæfter på indersiden af begge skaller. Når muslingen trækker disse såkaldte lukkemuskler sammen, lukkes skallen.

Ved muslingens ryg sidder hængslet. Hængslet er dannet af små kalktænder, der er med til at sikre, at de to skaller lukker rigtigt sammen. 

Andre særlige kendetegn er de to sifoner, som kan ses, når muslingen er åben. En sifon er et rør, muslingen bruger til at optage og udskille vand. Sifonerne kaldes også ånderør. Den største sifon bruges til at pumpe vand ind i muslingen. Røret har en fin fliget kant, der fungerer som en slags net og hjælper med at holde større uønskede partikler ude. Den anden sifon er mindre og fører vandet ud af muslingen. Dette rør er glat, så ingen partikler kan sidde fast i det. Forskellen i størrelsen mellem sifonerne gør, at vandet automatisk sendes ud af udgangssifonen med større kraft. Derved mindskes risikoen for, at muslingen filtrerer det samme vand en gang til. De to sifoner beskrives ofte som den fligede og den glatte sifon. 

Blåmuslinger med betegnelser for forskellige dele af muslingen. Foto: DTU Aqua.

Udbredelse

Blåmuslingerne findes i hele Danmark og lever på 0-10 meters dybde. 

Levesteder og adfærd

Blåmuslinger kan leve mange forskellige steder. De sidder ofte på hårdt materiale som sten eller moler, men nogle steder, som fx Limfjorden, har muslingerne også etableret banker på blød havbund. Muslingebanker er områder, hvor store mængder af muslinger sidder sammen og danner et tæppe over havbunden. Der kan sidde muslinger fra flere generationer i disse banker.

Blåmuslingen kan bevæge sig ved hjælp af sin fod, som normalt holdes inde i skallen. Foden anvendes også til at hæfte sig fast til fx sten og andre muslinger, da der på undersiden af foden udskilles byssustråde, som minder om tykt edderkoppespind. Byssustrådene sikrer, at blåmuslingen ikke ruller rundt eller føres væk med strømmen. 

Føde

Blåmuslingen er en filtrator og lever af at filetere mikroalger fra havvandet. Mikroalgerne pumpes ind sammen med vandet gennem den fligede sifon (ånderør). Dette vand føres gennem gællerne, hvor mikroalgerne fanges og herefter føres til maven og fordøjelsessystemet, mens vandet føres ud af den glatte sifon. Læs mere om muslingens sifoner under overskriften "Udseende" først på siden.

En stor musling kan filtrere op til 100 liter vand om dagen. Gennem filtreringen er muslingen med til at rense vandet for næring. Se blåmuslinger filtrere vand i videoen herunder, og læs mere om muslingers filtreringsevne under overskriften "Opdræt af blåmuslinger" længere nede på siden.

Livscyklus

Blåmuslingerne gyder typisk første gang i maj eller juni. Gydesæsonen for muslinger afhænger i høj grad af vandtemperaturen, men andre faktorer har også betydning. 

Blåmuslinger kan gyde flere gange i løbet af en sæson. Når muslingerne gyder, frigiver hunnerne æg og hannerne sæd til vandet, hvor befrugtningen sker. Efter befrugtningen går der kun få timer, inden det befrugtede æg udvikler sig til en muslingelarve. I de næste 2-4 uger gennemgår larven flere forskellige stadier, indtil den til sidst er klar til at bundslå sig, altså finde et sted, hvor den kan sætte sig og udvikle sig til den musling, som vi kender. 

Muslingen vokser sig større og bliver kønsmoden efter 1-3 år alt efter vækstbetingelserne, og cyklussen kan starte forfra.  

Fjender   

Blåmuslinger er føde for mange andre dyr og har derfor mange naturlige fjender. Nogle af disse er krabber, søstjerner og edderfugle, men muslinger bliver også spist af en række forskellige fisk, vadefugle og måger.  

Status

Ikke truet.

Fiskeri

I Danmark foregår fiskeriet efter blåmuslinger hovedsageligt i Limfjorden, Isefjord og langs den jyske østkyst. Frem til 2008 var der også blåmuslingefiskeri i Vadehavet.

Der bliver fisket mellem 20.000 og 60.000 tons muslinger om året i Danmark.

Opdræt af muslinger i havet. Foto: DTU Aqua.

Opdræt af blåmuslinger

Mulsinger opdrættes også i anlæg i havet. 

Muslingelarverne samles i foråret, hvor der naturligt produceres en overflod af larver. Indsamlingen sker ved at sætte et bredt bånd, der kaldes et bændel, ned i vandet. Her kan muslingelarverne sætte sig. I naturen er det kun omkring 2 % af larverne, der overlever. Resten bliver til føde for andre dyr eller dør. Indsamlingen påvirker derfor ikke den naturlige bestand af muslinger. 

Når muslingelarverne har dannet en skal og nået en tilpas størrelse, tages de op af vandet, renses op og sættes tilbage i havet i ”strømper” eller net, som de kan sidde fast på. 

Muslingerne hænger typisk i anlægget i ca. 1 år, hvorefter de kan høstes. Tiden afhænger af, hvor meget føde der er i vandet. Muslinger dyrket i et anlæg når en spiseklar størrelse hurtigere end muslinger, der ligger på havbunden. Derudover har de også en højere kødprocent og en bedre kvalitet.

Dyrkning af muslinger har to primære funktioner. For det første er det en bæredygtig måde at producere fødevarer på, da muslingerne er næsten CO2-neutrale. For det andet fungerer de som virkemiddel til at opnå et bedre vandmiljø. Mange indre danske farvande har et højt indhold af kvælstof og fosfor og er det, man kalder næringsforurenet (eutrofiering). Mikroalgerne lever af kvælstof og fosfor, og når muslingerne filtrerer vandet for mikroalger, optager de kvælstof og fosfor fra algerne. Disse næringsstoffer bruges til muslingernes vækst og bindes derfor i muslingerne. Når muslingerne høstes, vil det kvælstof og fosfor, der er bundet i muslingerne, blive fjernet fra økosystemet. Derfor kan dyrkningen af muslinger være en måde at reducere næringsstofbelastningen i de indre danske farvande.  

Derudover har flere studier vist, at der er en højere biodiversitet i og omkring et muslingeanlæg – altså der findes flere forskellige arter indenfor og i nærheden af anlæggene end steder uden anlæg. Det skyldes blandt andet, at muslingerne kan skabe skjulesteder for småfisk og andre smådyr, der ellers ville blive spist af rovdyr. 

Sigtdybden – altså hvor langt ned vandet er klart – er også betydeligt dybere i anlægget, da muslingerne fjerner de mikroalger, der ellers normalt vil dække for lyset. 

Læs mere

Læs mere om blåmuslingen på Dansk Skaldyrcenters hjemmeside 


Af Kathrine Habekost Hansen, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer

Foto øverst: Blåmuslinger. Foto: Andreas Trepte, www.avi-fauna.info