Her er samlet viden om ålens biologi.
Ål (Anguilla anguilla).
Levesteder
Ålen er naturligt udbredt i såvel ferskvand som langs kyster og i fjorde. Den forekommer i stort set alle danske søer og vandløb, men antallet af ål er faldet drastisk de sidste årtier.
Ålen kan leve mange forskellige steder, men er afhængig af, at de små ål kan vandre fra kysten og op til søen eller åen. Læs mere om ålens levesteder.
Alder og vækst
Ålens vækst er afhængig af temperatur og fødemængde, men normalt vil en ål i løbet af 8-10 år i ferskvand være vokset til 45-80 centimeter. Læs mere om ålens alder og vækst.
Formering
Hannerne kønsmodner, når de er 35-45 cm. Det kan ske efter 3-5 år, hvorimod hunnerne er større og ældre og først kønsmodner, når de er 8-15 år.
Ålene gyder formentlig i Sargassohavet i foråret. Man ved stadig meget lidt om ålens gydning, æglægning og yngel-biologi. Læs mere om ålens formering.
Føde og adfærd
Ål har et meget bredt fødevalg og æder orme, snegle, muslinger, krebsdyr og insekter. Større ål æder også gerne fisk.
Ål undgår helst lys og er udpræget nataktiv. Den har en veludviklet lugtesans og et godt nattesyn. Ål skjuler sig om dagen, helst i planter eller mellem sten. Læs mere om ålens føde og adfærd.
Miljø
Hvis en sø har en stærk bestand af ål, tyder det på, at der er god forbindelse til havet. Dog er tilgangen af nye ål blevet meget lille de seneste år, og mange steder kommer der nu næsten ingen små-ål op i vandløbene og videre op i søerne. Læs mere om ålens miljøproblemer.
Levesteder
Den europæiske ål vokser op langs Atlanterhavets kyster og indlandsvande fra Nordafrika i syd til Rusland i nord (sjælden i Barentshavet og Hvidehavet) samt fra Azorerne mod vest til de østligste dele af Middelhavet (fåtallig i Sortehavet). I forbindelse med gydevandringen vandrer de voksne ål tværs over Atlanterhavet til Sargassohavet, og larverne driver herfra tilbage til Europa med Golfstrømmen.
Ålen kan træffes overalt i de danske vande. Den findes langs alle vore kyster, men den forekommer dog i størst antal på lavvandede beskyttede områder, i fjorde, bugter og nor.
Analyser af øresten fra ål kan vise, om de har opholdt sig i fersk- eller saltvand. Disse analyser har vist, at ålene kan deles i tre hovedgrupper.
Den første gruppe omfatter ål, der aldrig vandrer ind i ferskvand, men forbliver hele deres liv i saltvand.
Den anden gruppe vandrer ind i ferskvand, hvor de lever i vandløb, søer og vådområder, til de som blankål vandrer tilbage til havet for at gyde.
Den sidste gruppe vandrer frem og tilbage mellem ferskvand og saltvand flere gange.
I ferskvand er den naturlige forekomst af ål begrænset af adgang fra havet til det pågældende vand. Men ellers træffes ålen mere eller mindre i alle typer vande fra de mindste grøfter til de største søer.
Der er næppe et egnet levested, som ikke fra tid til anden rummer ål. Det skyldes bl.a. den omfattende udsætning af ål, der har fundet sted gennem mange år. Mange steder var det tidligere en ganske almindelig praksis at udsætte ål under mindstemålet, som f.eks. var fanget langs kysterne, i mindre vandhuller, hvor de så kunne genfanges, når de var vokset til en spiselig størrelse. Det skal dog understreges, at det ikke er lovligt i dag.
Siden 1960'erne er bestanden af ål blevet mindre, og der fanges færre og færre ål i Danmark.
I dag fanges der kun ca. 400 tons pr. år mod ca. 4.000 tons pr år i 1960'erne. Tendensen er den samme i hele Europa og skyldes, at der ikke længere kommer så meget åleyngel fra Sargassohavet.
Årsagen kendes ikke, men det hænger formodentligt sammen med, at ålebestandens samlede opvækstområde er blevet indskrænket i løbet af de sidste årtier som følge af landindvinding, dæmninger, kanalisering af vandløb og forurening. For 150 år siden var en fjerdedel af Danmarks areal dækket af vådområder. I dag er tallet 4 %.
Om foråret sker der en vandring af glasål fra kysten ind i vandløbne. De små ål er vandringsivrige og leder efter gode opvækstpladser.
I vandsystemer som fx Gudenå-systemet virker de store søer som ”brønde” for de indvandrende ål. ”Brøndeffekten” viser sig ved, at der er meget få ål opstrøms søerne i forhold til nedstrøms.
Vandløbene har generelt en større fødeproduktion end søerne og kunne tidligere have en meget stor tæthed af ål. Mængden af blankål i Brede Å ved Vadehavet blev undersøgt i 1981, og den årlige produktion af blankål blev opgjort til 49 kg/ha. Tilsvarende undersøgelser i Køge-Lellinge Å viste 105 kg/ha og i Bjørnsholm Å 19 kg/ha.
Til sammenligning er det på baggrund af ålefangster opgjort, at produktionen i danske søer kun udgør omkring 10 kg/ha. Den mindre produktion i søer skyldes, at mængden af fødeemner er begrænset i de dybere dele af søen, hvor temperaturspringlaget medfører iltfattige forhold om sommeren.
Ål søger vinterdvale, når vandtemperaturen kommer under ca. 8 °C, men den kan leve ved temperaturer over 30 °C. Den optimale temperatur for vækst er ved 25 °C.
Ål er kendt for at være meget hårdføre, og de kan opholde sig længe oven vande.
De små gælleåbninger forhindrer gællerne i at udtørre, så fisken kan fylde gællehulerne op med luft og optage atmosfærisk ilt. Når luften i gælleposerne udskiftes, høres en markant ”smasken”. Ilt kan yderligere optages igennem huden.
Er omgivelserne fugtige og kølige, kan ål overleve lang tid på land, og de afstår ikke fra at sno sig på land, hvis vandet bliver iltfattigt.
Om efteråret er vandrende blankål observeret i fugtige områder, hvor vandringsruten til havet er blevet afbrudt af fx en opstemning af vandløbet.
Trods ålenes evne til at overleve på land, dør de forholdsvis hurtigt, hvis de ikke får ilt nok. Ål er således blandt de større fisk, der hyppigt er ofre for ”vinterdød”, når vandene bliver iltfattige pga. langvarigt isdække.
Massedød pga. iltsvind kendes både fra fjordene, f.eks. Mariager Fjord, og de ferske vande. Senest er der i isvinteren 2009-10 rapporteret om døde ål i mange småsøer.
Når vandtemperaturen i løbet af efteråret falder, søger ålene mod områder, hvor de kan overvintre.
I søerne undgår ålene om vinteren de laveste, mest udsatte steder. Er ålene forhindret i at vandre til dybere vand, graver de sig ned i dyndet.
I vandløb sker overvintringen fx i de nedre, dybere dele af vandløbene, ved kildefremspring og lignende frostfrie steder. Om vinteren er der derfor meget få ål i de øvre dele af vandløbene, men når vandtemperaturen begynder at stige om foråret, søger ålene igen op i vandløbne for at søge føde.
Også ålene i havet kan foretage vintervandringer. Fænomenet kendes bl.a. fra Vadehavet, hvor gulålene om efteråret vandrer ind i de nedre dele af vandløbene for at overvintre. Under vinterdvalen dannes en hvid hinde hen over ålens øje, der først forsvinder næste forår. I det tidlige forår siges ålene derfor at være blinde.
Alder og vækst
Ålen vokser langsomt, men lever også i lange perioder uden føde, bl.a. tager de ikke føde til sig om vinteren.
Ålen er en varmtvandsfisk, der har sit vækstoptimum ved 25°C.
I danske vandløb og søer, hvor middeltemperaturen er væsentligt lavere, er den årlige længdetilvækst på 5 cm eller mindre. Lavvandede områder som f.eks. damme, hvor solen hurtigt kan varme vandet op om foråret, giver den bedste vækst, forudsat at der er tilstrækkeligt med føde.
Individerne i en årgang vokser meget forskelligt. Det er længden og ikke alderen, der afgør, hvornår ålene bliver kønsmodne. De hurtigst voksende ål forlader som de første opvækstområderne som blankål og efterlader de langsomt voksende individer. Det betyder, at den gennemsnitlige længdetilvækst for en årgang er aftagende med alderen.
Ål opnår, hvis de gennemlever en normal livscyklus, en alder på 5-20 år. Hvis de forhindres i at vandre til havet, kan de forblive i gulål-stadiet meget længe. Det forekommer i mergelgrave og moser, hvor der ikke er adgang til havet. Eksempelvis blev der i 1997 fanget en ål på 124 cm og 3,8 kg i en mose ved Tølløse.
Verdens ældste kendte ål var ”Putte”, som levede 88 år, fra den ankom som glasål. ”Putte” levede i et selskabsakvarium hos en svensk familie, der havde fanget ålen som glasål i 1863. Den blev i 1938 overdraget til Helsingborg Museum, hvor den døde i 1951. Den havde da i mange år været forvandlet til blankål og havde ekstremt store øjne.
I Sverige var det tidligere almindeligt, at man havde en ål sat ud i den brønd, som husstanden hentede sit vand fra. Ålen kunne leve nede i brøndhullet i mange år og holde brønden fri for snegle og orme som faldt ned i brøndhullet. Da sådan en brønd skulle renses med års mellemrum, kunne man konstatere, om ålen stadig levede i brønden. Der findes ubekræftede beretninger om ål, som på den måde er blevet over 100 år.
Ålens farve ændrer sig i løbet af dens livscyklus. Både larver og glasål mangler pigment og er gennemsigtige.
Efter ankomsten til Europas kyster bliver de små glasål bundlevende og udvikler pigment. Ålen bliver efterhånden mørk på ryggen og normalt gul på bugen og bliver nu gulål. Alt efter omgivelsernes farver kan den dog fremstå mere brun eller grøn i farven.
Når ålen efter 5-15 år som gulål nærmer sig kønsmodning, ændres farven igen. Ålen, der nu kaldes blankål får et messingfarvet til sølvagtigt skær på siderne, bugens gule farve ændres til hvid, og ryggen bliver sort. Foruden farven ændres også bugen fra blød til mere fast. Også øjnene, der hos gulålene er ganske små, bliver gradvist større. I takt med forvandlingen til blankål degenererer tarmsystemet.
Der findes to hovedformer af ål, en spidssnudet (smalhovedet) og en bredsnudet (bredhovedet), men alle overgangsformer kendes.
Undersøgelser i tre hollandske søer viste, at hovedformen er et resultat af fødevalget. Hvis ålene primært æder insektlarver og andre smådyr, bliver de spidssnudede, og æder de primært småfisk, bliver de bredsnudede. Man kunne dog argumentere for, at fødevalget også er et resultat af hovedformen, så de mest bredsnudede ål foretrækker fisk, og de mest spidssnudede foretrækker insektlarver.
De bredsnudede ål dominerer i vandløbene, i moser og i søernes sivbræmmer, mens de spidssnudede ål er mest almindelige på søernes barbund.
Ålens formering
Ålens yngleforhold og livscyklus var i mange år en af de helt store naturvidenskabelige gåder.
Aristoteles (384-322 f. Kr.) mente således, at ”ål fødtes af dynd”, og senere har man troet, at ål fødtes af ålekvabber (deraf tilnavnet ”ålekone”). Da ål bl.a. æder fiskeæg, har fund af æg (ofte tangsnarreæg) i maven betydet, at man har troet, at ålen ynglede herhjemme. Havde man kigget nærmere efter, ville man have opdaget, at æggene lå i maven og ikke i bughulen. Ligeledes er snyltende rundorme (Ascaris), der lever mellem indvoldene, blevet forvekslet med åleunger.
I 1777 fandt italieneren Mondini æggestokkene, og uafhængigt heraf fandt danskeren O.F. Müller dem i 1780. Sædstokkene blev først fundet i 1874, da østrigeren Syrski fandt på at lede hos de mindre individer. Fundet af kønsorganer løste imidlertid ikke gåden om yngleforholdene, og så sent som i starten af 1900-tallet diskuterede man stadig, hvorvidt ålen ynglede i fersk- eller saltvand.
Fund af ålelarver i Messina-strædet i Middelhavet i slutningen af 1800-tallet førte til spekulationer om, at ålene ynglede i Middelhavet. Men i 1904 fangedes en ålelarve vest for Færøerne, og året efter kunne den berømte danske åleforsker Johannes Schmidt vise, at der fandtes ålelarver uden for 1.000 m dybdekurven i Atlanterhavet fra Færøerne til Bretagne.
Undersøgelsen af ålelarvernes udbredelse fortsatte, og i 1922 var opgaven mere eller mindre løst – de mindste larver (og dermed de formodede ynglepladser) blev fundet i den centrale del af Sargassohavet, hvor vanddybden er knap 6 km. De gydemodne ål fangede Schmidt ikke, og de er stadig ikke fanget i Sargassohavet, selv om flere har forsøgt – senest i forbindelse med Galathea 3-ekspeditionen (2006-2007).
Det tidspunkt, hvor man finder de mindste larver i Sargassohavet, er om foråret, og det antages derfor, at det er på dette tidspunkt af året, at gydeaktiviteten finder sted.
Ekspeditioner til Sargassohavet har vist, at gydningen efter al sandsynlighed foregår ved hydrologiske fronter, som dannes, når varmt vand fra syd møder koldt vand fra nord. Disse fronter er meget langstrakte og i konstant bevægelse inden for et stort havområde. Fronternes dybdeudbredelse strækker sig til ca. 200 meter, inden for hvilken dybdegydningen antageligt finder sted.
Opblandingen af næringsfattigt varmt vand og næringsrigt koldt vand udgør grundlaget for et stort fødeudbud af fx vandlopper, som ålelarverne kan æde i det ellers meget næringsfattige og golde Sargassohav.
Ålens æg er 1 mm i diameter og indeholder oliedråber, som er med til at holde ægget flydende. Larven klækkes med blommesæk, der forsvinder i løbet af få dage.
Det er muligt, men meget vanskeligt at frembringe befrugtede æg ved kunstigt at kønsmodne europæiske ål i laboratoriet. Det er imidlertid ikke lykkedes at få larverne til at indtage føde, hvorfor de dør af sult i løbet af et par uger. Det er derimod lykkedes forskere at få yngel af japanske ål til at tage føde til sig og vokse op.
De pilbladformede larver er ca. 4-5 mm store, når blommesækken efter et par dage er opbrugt. Larverne delvist driver, delvist svømmer med Golfstrømmen og den nordatlantiske vestenvinds drift mod Europas kyster. Efter 12-15 måneder ankommer larverne til den europæiske kontinentalsokkel, hvor de nu 70 mm lange larver undergår en forvandling til ca. 65 mm lange glasål.
De glasål, som kommer ind til danske opvækstområder, kan komme ind enten syd om England, gennem Den Engelske Kanal, eller nord om Skotland. Hastigheden af de fremherskende strømsystemer i området tyder på, at glasålene til Danmark og Østersø-regionen primært kommer ind nord om Skotland. Fra Skotland er den passive transporttid med havstrømmen til Skagerrak omkring 40 dage, hvorimod transporttiden fra den Engelske Kanal til Skagerrak tager 1 år.
For at komme videre til de indre danske farvande og Østersøområdet skal glasålene ned igennem Kattegat. Indvandringen foregår enten langs bunden med det kolde og saltholdige vand fra Nordsøen, som strømmer ind i Kattegat fra Skagerrak, eller med kystnært overfladevand, som er sydgående under påvirkning af vestlig vind. De meteorologiske og hydrologiske forhold i Skagerrak og Kattegat kan derfor have betydning for, hvor langt ned i Kattegat glasålene bliver ført med strømmen i forskellige år. Nogle år når glasålene helt ned til København, andre år forbliver de i det nordlige Kattegat.
I løbet af foråret bliver glasålene bundlevende og den videre indvandring til Østersø-egnene foregår langs bunden. Vandringshastigheden er langsom, fx ankommer ålene først ved vandkraftværket i Motola Ström ved Norrköping, når de er 3-9 år gamle og har en gennemsnitslængde på 34 cm.
Læs mere om indvandring af åleyngel til danske ferskvandsområder.
Hvor man hos de fleste andre af vores fisk ser en kønsfordeling på omkring 1:1, forholder det sig anderledes hos ålen. Ålens køn er ikke fastlagt fra klækningen, og glasålene indeholder både hanlige og hunlige kønsceller.
Kønnet fastlægges først, når ålen er ca. 30 cm lang. Opvækstmiljøet har betydning for, om ålen udvikler sig til en hanål eller hunål.
Fødemængden, vandområdets saltholdighed og individtætheden kan være betydende faktorer, men især individtætheden syntes at være væsentlig. Det ses i dambrug, hvor ålene har rigeligt med føde, men individtætheden er stor. Her bliver 90 % af ålene hanner. I naturen forholder det sig som regel sådan, at de ål, der findes i saltvand, er hanner, mens ålene i ferskvand er hunner.
Føde og adfærd
Ålelarverne lever på rejsen over Atlanten af plankton.
Gulål æder stort set al animalsk føde. Fisk, snegle, muslinger, krebs (specielt under skalskiftet, hvor ålene opsøger dem i deres huler eller skjul), rejer, orme og insektlarver er en del af menuen, og store ål kan sågar tage frøer, vandfugleunger og vandrotter.
De undgår fordærvet mad, i hvert fald er det almindeligt kendt, at gammel agn på en krogline giver et lille udbytte. Deraf følger også, at gamle historier om ål, der æder ådsler er stærkt overdrevet. Der er også eksempler på, at ål æder artsfæller, men kannibalisme er ikke særligt udbredt. Ål æder helst animalsk føde, men man kan dog finde plantedele i maven også. Der er også beretninger om ål, der tager brød, majs og lignende.
Ål specialiserer sig normalt ikke til ét fødeemne, så fødesammensætningen afspejler de tilgængelige fødeemner i det pågældende levested. Således viste en undersøgelse af ålens fødeemner i to søer, som begge indeholdt meget fiskeyngel, men hvor kun den ene sø indeholdt mange bunddyr, at hvis ålene kan vælge, foretrækker de bunddyr. Fisk er kun det vigtigste fødeemne, når der er mangel på bunddyr.
Ved fødemangel kan ålene æde plantekost eller anden tilgængelig føde. Det fortælles, at mens der var ål i Ørstedsparkens dam, kunne man dagligt se ålene snappe de stykker brød, som folk kastede ud til dem. Ved ”opdræt” af ål bliver ålene til at begynde med fodret med frosset torskerogn, hvorefter de bliver tilvænnet tørfoder.
Når temperaturen kommer under ca. 10 ºC i løbet af efteråret, holder ålen op med at tage føde til sig, hvorefter de går i dvale.
De voksne blanke ål holder op med at æde og søger mod havet på deres vandring mod gydeområderne. Ålenes tarmsystem degenererer og anvendes nu til at udskille overskydende salte (osmoregulering), som ophobes i ålens krop i det salte havvand.
En blankål har et fedtdepot, der svarer til 28 % af kropsvægten. Den lange tur til Sargassohavet klarer ålene på 40 % af sit fedtdepot. Det resterende fedt anvendes til udvikling af æg og sæd, når den ankommer til Sargassohavet.
Akvarieforsøg har vist, at blankål kan være aktive i 6 år uden at tage føde til sig.
Ålen er lyssky og holder sig normalt skjult om dagen. Har man fanget en ål om dagen, har ”maddingen” sandsynligvis været på bunddybder, hvor lyset ikke når ned. Om natten går ålen på rov, og man træffer ofte aktivt fødesøgende ål på lavt vand. Undersøgelser tyder på, at de store ål har et føderevir i søen, hvor de dominerer og jager artsfæller væk.
Ålen og det omgivende miljø
Den samlede mængde af åleyngel, der ankommer til Europas kyster, er siden 1980’erne reduceret med 90-99 %, og er på det laveste niveau i historisk tid.
Som følge af den voldsomme bestandsnedgang er ålen rødlistet i mange lande, herunder også i Danmark, hvor den ligesom i IUCN’s (International Union for Conservation of Nature) rødliste betragtes som kritisk truet.
Ålen er desuden optaget på Washington-konventionen/CITES liste over dyr, som anses for truede, og som kræver skærpet opmærksomhed ved international handel. Siden marts 2009 har al international handel med lande uden for EU skullet forhåndsgodkendes af CITES. Det betyder bl.a., at europæiske glasålefiskere ikke længere kan sælge deres fangst til asiatiske ålefarmere, der indtil 2009 aftog størstedelen af fangsten af de europæiske glasål.
Læs mere om at ålebestanden er i fortsat tilbagegang.
Årsagen til den lille ålebestand kendes ikke med sikkerhed men skyldes formodentlig et samspil af flere faktorer.
Udviklingen inden for landbrug og industri har siden anden verdenskrig resulteret i en ændring af mange vandsystemer. Dæmninger er bygget til kontrol af tidevand og udnyttelse af vandkraft, vandløb er kanaliseret, og forurening med miljøfremmede og miljøbelastende stoffer har påvirket vandmiljøet. Enge og vådområder er drænet for at give mere landbrugsjord. Fisketrykket på alle ålens livsstadier (glasål, gulål og blankål) har været højt siden 1950'erne i både Skandinavien og det sydlige Europa.
Endelig kan det ikke udelukkes, at klimaændringer har en indvirkning på forhold i oceanerne, som påvirker ålelarvernes overlevelse.
En yderligere meget omtalt grund er ålens svømmeblæreparasit (Anguillicola crassus). Det er en rundorm, som oprindeligt kun fandtes i det sydøstlige Stillehav, hvor den snyltede på den japanske ål, Anguilla japonica.
Ormen blev indført til Europa med japanske slagteål fra Asien i slutningen af 1970’erne og er nu spredt over hele Europa, hvor op til 60 % af ålene er inficerede i lokalområder.
Parasitten ernærer sig ved at suge blod fra væggen i ålens svømmeblære, og ved gentagne parasitangreb kan svømmeblæren blive ødelagt.
Parasitten kan være en medvirkende årsag til, at bestanden af europæiske ål er gået kraftigt tilbage, fordi inficerede ål kan have vanskeligt ved at gennemføre den lange gydevandring til Sargassohavet med en ødelagt svømmeblære. Tilbagegangen i den europæiske ålebestand begyndte imidlertid, før svømmeblæreormen ankom til Europa, så parasitten kan ikke bære hele skylden.
EU-kommissionen har pålagt medlemslandene at udarbejde en national forvaltningsplan for ål, som skulle træde i kraft i 2009. Målet med de nationale forvaltningsplaner er, at 40 % af alle blankål fra ferskvand, set i forhold til den oprindelige bestand før menneskets påvirkning, frit skal kunne vandre tilbage mod gydepladserne.
Læs mere om passage for ål ved dambrug og kraftværk.
Den oprindelige bestand defineres i Danmark som niveauet før 1960’erne.
For at nå dette mål inden for en overskuelig årrække, er det ikke tilstrækkeligt at lukke alt fiskeri i ferskvand. Det vil yderligere kræve udsætninger af yngel, som sandsynligvis vil være umulig at skaffe pga. den dårlige situation for bestanden i hele Europa.
I saltvand derimod, hvor 95 % af alle danske ål fanges, stiller EU kun krav om en reduktion i fiskeriindsatsen eller fangsten på 50 % inden udgangen af 2013. Det har naturligvis givet utilfredshed blandt ferskvandsfiskerne. Begge vandområder er ligestillede opvækstområder for ål, og det er blevet påpeget, at bestandene ikke bør forvaltes forskelligt.
Læs mere om nye regler for fiskeri efter ål.
I Danmark har kravene fra EU medført flere ændringer. Bl.a. er perioden, hvor der lovligt må fiskes ål, blevet reduceret, og der er sket begrænsninger i antal og type af redskaber.
Der er fra EU’s side, foruden kravet om udarbejdelse af en handlingsplan, vedtaget det såkaldte Vandrammedirektiv, som har det overordnede mål, at alle vandområder senest i 2027 skal have opnået mindst en "god økologisk tilstand”, hvilket også vil komme ålen til gode.
Udsigten, til at ålebestanden kommer på fode igen, er imidlertid langsigtet. Modelberegninger har vist at den menneskeskabte dødelighed skal reduceres med 85 % i hele Europa, før bestandens negative udvikling begynder at vende. Tidshorisonten i forhold til at genskabe populationen til tidligere niveau vil derfor afhænge af virkningen af de nationale forvaltningsplaner.
Selv hvis alt ålefiskeri ophører, vil det mindst vare omkring fem ålegenerationer (ca. 80 år), før bestanden igen er som før 1960’erne.
Læs mere i bekendtgørelse om ålepas, ungfiskesluser samt afgitringer i ferske vande.
Læs mere om ålepas i informationsfolderen.
Der findes en lang række rovdyr, som efterstræber og æder ål.
Rovfisk som aborre og gedde æder af og til små ål, men denne prædation har formentlig kun mindre betydning for den lokale bestand. Større ål er disse rovfisk kun meget sjældent i stand til at fange og æde.
Fugle og pattedyr har derimod større betydning som fjender. Blandt de fiskeædende fugle kan man fx nævne fiskehejre og skallesluger samt ikke mindst skarv, der jo ligefrem tidligere blev kaldt ålekrage. Pattedyr som odder og mink æder også gerne ål. En vigtig grund til, at ål er et attraktivt bytte for disse arter, er ganske givet, at ål indeholder en meget stor mængde fedt og dermed er et meget nærende måltid.
Af Michael Ingemann Pedersen, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer.
Læs mere
Her finder du mere viden om ål