Sandbunden er som en ørken for fisk og smådyr.
En trussel mod gydebankerne er sand og jord, som skyller ud i vandløbene fra marker og veje, ofte pga. manglende dyrkningsfrie bræmmer (se billederne nedenfor). Sand og jord lægger sig som et låg på gydebankerne og lukker derved de fine kanaler og hulrum i gydegruset. Der er stor risiko for, at æggene bliver kvalt nede i de tilsandede gydebanker.
En vigtig del af kommunernes vandløbsrestaurering består derfor i at udlægge gydegrus, samt at reducere risikoen for, at gydeområderne tilsander. Udlægning af gydegrus og etablering af sandfang bidrager til, at en stor del af ørredæggene overlever. Se resultatet fra sådanne restaureringsprojekter.
Betydelige mængder sand bliver aflejret på brinken ved stor vandføring (tv.). Efter store vandføringer ligger der sand på brinker og på gydebankerne nede i åen (th.).
Naturlige og regulerede vandløb
De danske vandløb har især igennem de sidste 100 år gennemgået store forandringer. Næsten alle danske vandløbsstrækninger (98 %) er på et tidspunkt blevet reguleret og ofte uddybet på kortere eller længere strækninger. Denne fysiske behandling af vandløbene er foretaget for at sikre en hurtig afvanding fra landbrugsarealerne.
For at fastholde vandløbenes evne til effektivt at aflede vand, er vedligeholdelse af vandløbene nødvendig. Denne har ofte været hårdhændet med maskinel oprensning, hvor aflejret materiale opgraves. Endvidere foregår der mange steder hyppig grødeslåning. Dårlige fysiske forhold og dårlig vandkvalitet har tilsammen betydet at dyre- og plantelivet blev påvirket negativt med få arter.
Hvorfor er sandvandringen unaturligt høj og ødelæggende?
Unaturlig høj sandvandring i vandløb skyldes følgende faktorer:
Udretning af den del af vandsystemet, som ligger opstrøms herfor. Udretningen øger gennemsnitsfaldet betydeligt og det øger erosion i bund og sider. Det udrettede vandløb leder vandet hurtigere væk og mindsker derfor oversvømmelser i omfang og hyppighed. Derved hindres vandløbets evne til naturligt at aflejre fint sediment i flodsengen, på brinkerne og i vandløbets indersving.
Nedgravning af den del af vandsystemet, som ligger opstrøms herfor. Ofte er udrettede vandløb også gravet ned i terræn, hvilket også vanskeliggør eller umuliggør naturlig oversvømmelse og dermed vandløbets evne til at rense sig selv for fint sediment ved aflejring på anførte steder.
Er oplandet drænet forstærkes erosionen i vandløbet yderlige meget kraftigt og dræn og rørlægninger tilfører ofte i sig selv store mængder sand til vandløbet.
Skæres der grøde eller fjernes naturligt forekommende modstand i vandløbet i form at grusbanker, sten, dødt ved med mere, vil dette yderligere hæmme vandløbets evne til at svømme over og aflejre sediment, hvor det ikke er ødelæggende. Desuden medvirker de fysiske strukturer i vandløbet til at sortere bundsubstratet.
I nogle tilfælde kan der også tilføres betydelige mængder sand via vind og vanderosion fra marker (skyllekanaler), samt fra befæstede arealer, herunder veje og vejrabatter.
Unaturligt stor sandvandring ødelægger den økologiske tilstand i vandløbet:
- Ødelægger den fysiske variation i vandløbet på en række parametre
- Hindrer fremvækst af vigtige vandplanter
- Ødelægger skjul for fisk
- Fjerner fisks adgang til gydegrus
- Kvæler fiskeæg i gydebanker
- Hindrer fiskelarvers vandring op gennem gydegrus
- Ødelægger fiskeskjul
- Ødelægger leveområder for en række smådyrsarter