Oddere er hårde ved ørrederne i Gudenåen

Der er langt færre bækørreder og stallinger i Gudenåen ved Tørring end tidligere. DTU Aqua har fulgt bestandene af ørreder og stalling siden 2011 på en 1,5 km lang strækning i øvre Gudenå ved Tørring ved at PIT-mærke fisk og genfange dem året efter. Undersøgelserne har vist en usædvanlig lav overlevelse for stalling på 9 % fra 2012 til 2013 og en mere normal overlevelse på 31 % fra 2013 til 2014.

For ørred var overlevelsen meget lav i begge perioder, nemlig 8 % fra 2012 til 2013 og 9 % fra 2013 til 2014 (se figur 1), hvilket kan forklare, hvorfor der er så få store ørreder og stallinger på strækningen.

Figur 1. Genfangst af PIT-mærket ørred og stalling (> 25 cm) i Gudenåen ved Tørring. Genfangsten bruges som udtryk for den relative overlevelse fra 2012 til 2013 og fra 2013 til 2014, altså resultatet af 3 års undersøgelser.

Er det skarven, der spiser ørrederne?

En lignende negativ udvikling og lav overlevelse for ørreder og stalling er set i flere andre vandløb, og vi har antaget, at den vigtigste årsag til den store dødelighed var skarver, der jager i åerne om vinteren.

Se tidligere nyhed "Stallinger kæmper for deres overlevelse i vandløbene" 

For at teste denne antagelse udførte vi på samme strækning i Gudenå en radiotelemetri-undersøgelse fra oktober 2014 til maj 2015 for at afklare, hvad der bliver af de større ørreder og stallinger. 18 bækørreder og syv stallinger fik en lille radiosender indopereret i bughulen og blev sat tilbage i åen tæt på, hvor de var fanget. Radiosendernes – og dermed fiskenes – skæbne blev overvåget med automatiske lyttestationer og pejling til fods og fra båd, og til sidst blev de overlevende fisk fanget ved elfiskeri.  

Figur 2. To genfangede, radiomærkede stallinger. 

Oddere formodes at have spist næsten halvdelen af ørrederne

Resultaterne fra undersøgelsen viser, at der i løbet af vinteren 2014-15 var en endog meget høj dødelighed blandt de større ørreder ved Tørring. Efter seks måneder var der kun én ud af 18 mærkede ørreder, der med sikkerhed var i live. Det stemmer overens med resultaterne fra tidligere undersøgelser. Her fandt vi typisk 5-10 % af de mærkede fisk igen. 

Resultaterne, som ses i detaljer i tabellen længere nede på siden, kan tyde på, at odder eller mink er hovedårsagen til den høje dødelighed for større ørreder i den øvre del af Gudenåen, og dermed også årsag til, at der er meget få store (> 30 cm) bækørreder i åen. Se figur 3. 

Figur 3. Skæbnen for 18 radiomærkede bækørreder i Gudenå.

For stallingen var der derimod en god overlevelse i denne undersøgelse. Således var fem ud af syv mærkede stallinger stadig i live efter seks måneder. 

Det ser ikke ud til, at stallingerne i samme grad som ørrederne bliver ædt af odder eller mink. Det kan derfor formodes, at den kraftige reduktion af stallingbestanden skyldes andre faktorer, som prædation fra skarv, når disse optræder i stort antal. En anden faktor, der kan spille ind, er, at stallingerne, der overlevede, var mellem 39 og 42 cm ved mærkning, altså betydeligt større end ørrederne og dermed potentielt bytte for færre rovdyr.

Forbehold

Når en mærket fisk forsvinder, og vi ikke kan pejle den sender, den var mærket med, er det mest sandsynligt, at fisken er blevet taget af en fugl. Både skarv og fiskehejre kan flyve så langt bort med en fisk, at vi ikke kan opfange signalet fra senderen. Men undersøgelsen giver ikke direkte bevis for, at de mærkede fisk, der forsvandt, faktisk blev taget af fugle. I tabellen herunder er der derfor i nogle tilfælde spørgsmålstegn ud for skarv.

Derimod ved vi af erfaring, at hvis mærkede fisk bliver taget af odder eller mink, finder vi senderen liggende på bredden, ofte med tydelige bidmærker, så der er ikke megen usikkerhed omkring andelen taget af odder eller mink. I området ved Tørring er der mange spor af odder, både i form af stier, fodaftryk og afføring, men det er uvist, om der findes mink langs åen. Fra andre undersøgelser ved vi, at odderen er god til at fange og spise bækørreder, medens vi ikke har tilsvarende resultater fra mink. Derfor er der langt overvejende sandsynlighed for, at næsten halvdelen af de mærkede ørreder faktisk blev spist af oddere.

Lystfiskerforeningerne var orienteret om undersøgelsen og det blev aftalt, at man ikke hjemtog fisk i undersøgelsesperioden.

I tabellen ses data på de mærkede fisk og et bud på deres skæbne. De fisk, der er forsvundet opstrøms (sidst registreret på logger ved Egholmvej), og som ikke blev fundet ved pejling hele vejen til Hammer Mølle i foråret, er mest sandsynligt blevet ædt af skarv, men det kunne også være andre fugle. Ørreden, der forsvandt nedstrøms Raskvej, kan teoretisk set være fortsat ned gennem Gudenåen og er således ikke blevet fundet under den afsluttende pejling, men det er mest sandsynligt, at den også er blevet fjernet af fugle.

Af Niels Jepsen, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.