En undersøgelse i Hald Sø har vist, at der er en sammenhæng mellem tilbagegangen i ørredbestanden og en nærliggende og støt voksende skarvkoloni, som er etableret gennem de senere år, samt til en fiskehejrekoloni et stykke derfra.
I Hald Sø er der i de senere år frem til 2012 observeret en markant tilbagegang i fangsterne af søørred samt en nedgang i fisk, som gyder i søens tilløb. Forskere og lokalbefolkning har haft en mistanke om, at tilbagegangen i bestanden hænger sammen med en nærliggende og støt voksende skarvkoloni og en fiskehejrekoloni et stykke fra søen.
For at undersøge det nærmere har DTU Aqua, i samarbejde med Hald Sø's bådelaug, undersøgt hvor mange fisk skarv og hejre spiser i Hald Sø. I undersøgelsen, som strakte sig fra 2008-2011, blev der mærket ca. 3500 ørreder over 12 cm fra søens tilløb mærket med såkaldte PIT-mærker de første tre år.
Det viste sig, at skarv og fiskehejre i løbet af et år åd mindst 37 % af søens ørreder. Andelen kan i realiteten være noget højere, idet de 37 % er dokumenteret ved fund af PIT-mærker i nærheden af kolonierne. Men da det ikke er alle spiste ørreder, som blev registreret, er der altså tale om et minimumstal for, hvad fuglene har ædt årligt, beregnet som et gennemsnit over 4 år.
I 2009 blev 20 ørredsmolt fra søens tilløb desuden mærket med radiosendere og deres bevægelser fulgt i 3-4 uger i den periode, hvor smoltene vandrer ud fra søens tilløb. Radiotelemetrien viste, at 41 % af ørrederne, som vandrede ud i søen, endte i skarvkolonien, og at 35 % endte i fiskehejrekolonien.
Undersøgelsen peger således på, at skarv og fiskehejre gjorde et betydeligt indhug i ørredbestanden ved Hald Sø, og at det er sandsynligt, at en fremgang i skarvbestanden ved søen har været stærkt medvirkende til nedgangen i søørrederne.
Antallet af gydebanker fra ørred i tilløbene til Hald Sø steg kraftigt i den første halvdel af 1990’erne, efter at man havde udført restaureringer i bækkene, reduceret næringstilførslen til søen og iltning af søen. Stigningen i antal gydende søørreder skyldtes, at søen blev klarere, og gydeforholdene blev forbedret.
Fra kun at have været et besøgsmål for skarver etablerede skarvkolonien sig ved søens bred sidst i 1990’erne. Samtidig med, at skarvkolonien voksede, faldt antallet af gydebanker i bækkene. I samme tidsrum voksede fiskehejrekolonien også, dog ikke så markant. Efter den hårde vinter i 2010 er antallet af skarv og hejrereder reduceret, hvilket ser ud til at have medført en stigning i ørredgydebanker. Seneste optælling i 2013 viste en fortsat stigning til 261 gydebanker, men dette nåede ikke at komme med i dataanalyserne.
Figur 1. Ved Hald Sø har der siden 1998, hvor skarvkolonien etablerede sig, været en signifikant lineær sammenhæng mellem antallet af skarvreder om foråret og antal gydebanker i bækkene den efterfølgende vinter (Pearson Correlation: r = -0,878; p < 0,0001; R2 = 0,77).
Data stammer fra Hald Sø’s bådelaug (gydebanker), Thomas Bregnballe, AU (skarvreder) og DTU Aqua (skarv- og fiskehejrereder).
Af Mikkel Boel og Anders Koed, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer, Sektion for Ferskvandsfiskeri og -økologi.
Kilde: Life history types and strategies - Case studies on brown trout (Salmo trutta) and alewives (Alosa pseudoharengus), involving physiological differences and interspecific interactions.