En undersøgelse i Hald Sø har haft til formål at afklare, hvorfor nogle ørreder vandrer ud i søen og bliver der, mens andre vandrer ud af søen mod Randers Fjord via søens afløb.
Hald Sø er kendt for en god bestand af søørreder, som gyder i de bække, der løber ud i søen. Mange af de unge ørreder vandrer ud i søen om foråret som såkaldte ”smolt”, når de er 1-2 år gamle, og nogle af dem vandrer videre ud af søen mod Randers Fjord.
Man regner normalt med, at udvandrende smolt senere vender tilbage for at gyde i det vandløb, de kom fra. Men Hald Sø er et lukket system, hvor smolt, der forlader systemet, ikke kan vende tilbage på grund af en ca. 2 meter høj opstemning ved søens udløb.
I undersøgelsen i Hald Sø blev der taget blod- og gælleprøver fra små ørreder i bækken, hvorefter de blev mærket med såkaldte PIT mærker og derefter sluppet fri. Prøverne blev brugt til at vise forskelle i ørredernes fysiologiske status og PIT-lyttestationer i søens til- og udløb gjorde det muligt at følge ørredernes individuelle bevægelser i systemet. Således kunne fysiologiske status og vandringsmønster kobles sammen.
Undersøgelsen viste, at de smolt, der vandrede ud af vandløbene, var tyndere end de ørreder, der blev i vandløbene som bækørreder. Det gjaldt uanset, om smoltene blev i Hald Sø eller vandrede ud af søen og videre mod havet.
Med en dybde på 31 meter er Hald Sø Danmarks tredjedybeste sø. Søen har en bestand af søørreder, som gyder i tilløbene til søen.
De smolt der blev i søen, havde et lavere fedtindhold, og dermed mindre energireserver, end dem der fortsatte deres vandring ud af søen. Da en lang vandring mod havet kræver en større energireserve, giver denne undersøgelse et bud på en fysiologisk forklaring på, hvorfor nogle ørreder stopper vandringen tidligt og bliver til søørreder.
Af Mikkel Boel og Anders Koed, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer, Sektion for Ferskvandsfiskeri og -økologi.
Kilde: Life history types and strategies - Case studies on brown trout (Salmo trutta) and alewives (Alosa pseudoharengus), involving physiological differences and interspecific interactions.
Fisk skifter levesteder i forskellige perioder af deres liv for at søge optimale forhold i forhold til fødesøgning og formering samt at for at undgå at blive spist. Overordnet set har disse skift til formål at sikre en stor fiskebestand, der bedst muligt kan klare sig selv.
Hos laksefisk kan man finde en del af forklaringen på, hvorfor nogle individer vandrer og andre forbliver i opvækstvandløbet. Fødeudbuddet skal fx passe til fiskenes fødebehov. Når behovet for føde ikke bliver opfyldt, er der en øget sandsynlighed for, at fisk vil vandre væk for at finde føde andetsteds.
De unge laksefisk mærker sulten forskelligt, hvilket er med til at styre, hvem der er tilbøjelige til at forlade bækkene. Vandrende laksefisk er kendetegnet ved at være dominante og har hurtigere vækst, et højt stofskifte og et større fødebehov end fisk, der bliver stående som standfisk i vandløbet. Vandrefiskenes egenskaber er en fordel, når der er rigeligt med føde i vandløbet - men hvis føden er begrænset, er det netop disse fisk, som mærker sulten først.
Vandløb har ofte en relativt begrænset fødemængde i forhold til søen og havet, der er at betragte som et relativt stort spisekammere. Fisk med et forholdsvis højt stofskifte kan med fordel vandre, idet de ikke kan opretholde tilstrækkelig vækst i vandløb med en begrænset mængde føde.
Beslutningen om at vandre træffes allerede flere måneder i forvejen og er afhængig af, at individet har opnået tilstrækkelig vækst i de foregående vækstsæsoner. Efter at ”beslutningen” er truffet, styres vandringen og de relaterede fysiologiske tilpasninger (smoltifikation) af faktorer som tiltagende dagslængde om foråret, temperaturstigning og vandføring.