Laksesmolt

Små laks har det svært i Varde Å

lørdag 19 mar 05
|

Vandring igennem kraftværkssø medfører høj dødelighed hos laksesmolt

En undersøgelse fra Danmarks Fiskeriundersøgelser dokumenterer, at dårlige passageforhold ved vandkraftværket i Karlsgårde Sø medfører en høj dødelighed for små laks (smolt).

De dårlige passageforhold er med til at true bestanden af vilde laks i store dele af Varde Å-systemet, der har forbindelse til Karlsgårde Sø. Det er ikke altid nemt at være lille og vågen. En ny undersøgelse fra Danmarks Fiskeriundersøgelser dokumenterer, at næsten to tredjedel af små laks (smolt) i Varde Å-systemet bliver bremset af dårlige passageforhold i deres vandring mod havet.

Passageforholdene er især et problem omkring Karlsgårde Sø, hvor mange af smoltene bliver et let bytte for rovfisk og fugle.

Af 68 radiomærkede laksesmolt, der blev udsat opstrøms Karlsgårde Sø døde 59 % på deres vej mod havet. Heraf døde 30 % smolt i Karlsgårde Sø og 24 % i fisketrappen ved Karlsgårdeværket.

Den primære dødsårsag var rovfisk så som gedde, regnbue- og bækørred.

Især dødeligheden i fisketrappen ved vandkraftværket var overraskende høj for forskerne.

”I selve fisketrappen står der mange bæk- og regnbueørreder og venter – næsten med åben mund – på, at smolten skal komme ned gennem trappen. For mange smolt er det en ren dødsfælde. Problemet med den høje dødelighed omkring fisketrapper har vi faktisk ikke været opmærksomme på tidligere,” siger forsker Anders Koed fra Danmarks Fiskeriundersøgelser, der er en af hovedkræfterne bag undersøgelsen.

En løsning er nødvendig

Den nye undersøgelse supplerer tidligere undersøgelser, der har vist, at også ældre gydemodne laks har meget svært ved at passere Karlsgårdeværket, og derfor får problemer med at nå frem til gydepladserne og føre bestanden videre.

Anders Koed mener, at en snarlig indsats for at løse passageproblemerne er nødvendig, ellers er fremtiden for den vilde laksebestand i Varde Å meget usikker.

"Dødeligheden af laksesmolt er kritisk høj og kan muligvis betyde, at laks ikke kan opretholde en selvreproducerende bestand i Varde Å-systemet opstrøms Karlsgårde Sø. Medtager man passageproblemerne for gydelaks ved Karlsgårdeværket og Sig Fiskeri er det faktisk umuligt for laksen i visse dele af Varde Å-systemet at opretholde sig selv. Så hvis laksen i Varde Å-systemet ikke skal blive ved med at have kunstigt åndedræt i form af fiskeudsætninger, er det afgørende, at de initiativer, der allerede er vedtaget også bliver gennemført”, siger Anders Koed.

Læs selve undersøgelsen af smoltdødelighed omkring Karlsgårde Sø i DFU-rapport nr. 145-05: "Overlevelsen af laksesmolt i Karlsgårde Sø i foråret 2004" (pdf - 1 mb).

Af Anders Koed, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/2005/03/050319_smaa_laks_har_det_svaert_i_varde_aa
22 DECEMBER 2024